Ja nu bliver andet indlæg i min blog så en smule lommefilosofisk. For min blog startede jo som en direkte konsekvens af Louise´blog, og derefter blev det til min egen blog og min egen overspringshandling.
Herefter er diskussionen så gået på om en blog kan give den konsekvens, at læserene ledes i fordærv. Så det synes jeg så lige jeg vil bruge mit næste indlæg på at diskutere...
På den ene har vi Louise tanke om at hendes blog skulle have påvirket mig i en retning, således at mit speciale ikke bliver lavet (ja og verdens freden bliver forstyret.... nok ikke) men pointen er god. Hvor meget lader vi os styre af det vi læser? nu skriver jeg speciale om læring på arbejdspladsen, og læser Wengers teori om læring i praksisfællesskaber og læsningen af denne bog, har da ændret mit perspektiv på læring. Så klart vi bliver påvirket! Det er vel egentlige også diskussionen om Muhammad tegningerne går på -kan man skrive/tegne, hvad man vil uden at det har konsekvenser??? Nu er Louise (meget sjove) indlæg om oversprings handlinger jo ikke i samme størrelse, at det påvirker Fetasalget i østen, og statsministerens billede er i fare, men pointen er klar, det vi skriver i det offentlige rum påvirker andre.
På den anden side er der så modargumentet i at vi har brug for påvirkninger, tanker, inspiration, muser til at udvikle os. Hvis jeg lige går tilbage til min for tiden yndlingsteoretiker Wenger, så er vi hinandens sparing for meningsforhandling. Og hvad bedre end at finde mening i hinandens fællesskab, det er vel noget alment menneskeligt. På facebook deler vandende sig i INGEN eller HELT undskyld for Muhammad tegningerne. Hvilken lejr man ender i, er jo op til en selv, MEN vi har åbenbart brug for fællesskabet til at finde mening i så stor en konflikt/sag.
Der er den der corny Hollywood film "Pay it forward" som netop handler om, hvordan vi påvirker hinanden. Du gør noget godt for 3 mennesker og de gør det samme for 3 andre osv. osv. Verden er reddet!!
Man kan jo så argumentere, at Louises blog påvirkede mig, og jeg ved det mentale overskud, det giver at blogge lige om lidt har overskud til at gå ned og hente rundstykker (i regnvejr) til min familie, bageren tjener ekstra og er sød ved sin kone og ja.... måske løser det ikke verdens kaos, men min familie bliver i hvert fald glade for rundstykker.......
Så hvad kommer jeg frem til.... Har vi et ansvar for det vi sender ud? Ja det mener jeg faktisk vi har. Betyder det vi skal holde op, undgå enhver provokation? Nej det synes jeg ikke.
I forhold til Louises spørgsmål, om hun med hendes indlæg forstyrede min specialeskrivning, så tjaaa måske, men jeg tror faktisk, at sådan en blog og kontakt til en navnesøster i cyberspace, var lige hvad jeg havde brug for.....
Klem L.-nu på vej ud i regnen efter rundstykker...Skal I have noget med??
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Ja, diskussionen om, hvorvidt man bare kan skrive, hvad man vil, den er meget interessant. Men naturligvis kan alt, hvad man gør, have konsekvenser og derfor har man naturligvis også et vist ansvar for, det man skriver. Men det ansvar skal naturligvis ikke bremse én alt for meget, men man skal naturligvis være sit ansvar bevidst. For ja, meget udvikling sker netop, når man provokere eller oplever (læser) noget nyt!
Jeg kan naturligvis også godt lide dit argument med, at når man påvirker nogle mennesker i en positiv retning, så påvirker man indirekte endnu flere mennesker i en positiv retning. Jeg mener faktisk, at man generelt kan skabe sig en meget mere positiv omverden – hvis man selv er enormt positiv. Og derfor er jeg naturligvis også glad for, hvis jeg har påvirket dig i en positiv retning. Bortset fra det, så mener jeg bestemt også, at man kan få meget positivt ud af at have en blog – altså udover at forsinke ens speciale.
Ha’ selv en god søndag! :-D
Send en kommentar