Så gik der tid med det......

Lige pludselig er tiden bare gået, og her hjemme er det som om den har stået lidt stille. Vi har nemlig været uden internet i 14 dage, da vi skulle skifte udbyder, og sådan noget åbenbart IKKE skal gå let og gnidningsfrit Først startede den gamle udbyder med at lukke for forbindelsen 2 dage før aftalt og derefter var der problemer med den nye forbindelse. I første omgang var meldingen, at det ikke ville blive et problem, for forbindelsen stod nærmest og trippede lige uden for vores dør, og vi skulle bare liiiiiige vente på deres tekniske grej, som var på vej, men det lod selvfølgelig vente på sig. Da det så kom, ja så virkede det naturligvis ikke, helt som Murphys lov, alt hvad kan gå galt gik galt. 51 timers ringen i telefon (mest venten i kø) og roden med teknik og sære indsti linger i computeren, måtte manden min give op. Han er nu ellers meget snild til det med dissen her computere, men det her kunne ikke lykkedes.
Det værste var, at min hjerne simpelthen ikke kunne tænke uden om internet, tænkte konstant "det mailer jeg lige" "dt kan jeg lige se på gooogle". Det var helt som at tage ilden fra urmennesket, nu var man lige blevet vandt til at spise maden varm, og så pludselig sad man der med råt kød og ikke lige kunne se, hvad man så skulle gøre. Bare sådan en lille ting som en telefonbog, det ejer vi simpelthen ikke. Måtte i panik gå på biblioteket for at sende et dokument til min vejleder, og stod der og måtte spørge hvordan jeg kunne få adgang til en computer. Jamen, sagde den søde bibliotekar, du skal bare booke en tid! Jo tak men det kunne jeg selvfølgelig ikke finde ud af. Heldigvis synes panikken i mit ansigt at få den søde dame til at yde en lille første hjælp, og jeg fik helt uautoriseret lov til at maile fra den computer, man booker tid på. Måske lignede jeg en internet-junkie, der måtte have et fix.
Ugerne efter har jeg så måtte tage på universitet for at få det fix, sad bare og solede mig i det grå lys bag skærmen og slog telefonnumre op, tjekkede netbaby, tjekkede mail, skrev på facebook og hvad der nu skulle til, for min puls igen kom ned på et ikke så stresskritisk niveau.
Og så pludselig er den her igen, den dejlige forbindelse, og livet går sin gang igen.
Er sikker på mine bedsteforældre samstemmende ville mene, at det er sundt at undvære, og sige sætninger som " ´ja det havde vi jo ikke førhen" eller "så må du jo sende det med den fysiske post" osv. osv. Jeg vil dog ikke håbe jeg i lang lang tid skal finde ud af, hvad man gjorde førhen, for min hjerne kan simpelthen ikke forstå at undvære den gyldne linje til cyberspace.
BUT NOW I`M BACK FROM OUTERSPACE
og nu bliver jeg lidt
L.