Du danske sommer, jeg elsker dig

skønt du så ofte har sviget mig!!!
Denne sommer er dog til stor nydelse, for jeg har jo som før nævnt færdiggjort min uddannelse, og det giver om noget andet ferietrang.
Dog vil jeg sige, at det faktisk har taget mig et stykke tid at komme hertil, hvor jeg kan nyde min ferie.
De første dage efter eksamen var jeg høj, høj på min første og eneste 12-tal, høj over at have gjort min uddannelse færdig. Glad for det hele og at min familie havde ventet på mig uden for eksamen. Det var så dejligt, og det gav en sky at svæve på de første dage.
Derefter kom der nogle dage, hvor jeg havde svært ved at koncentrere mig. Jeg åbnede med en panisk følelse min computer uden at det havde noget formål. Det var svært at være i nuet, og svært at være der hundrede procent for min familie. Mine følelser sad også noget ude på tøjet og tårer var ikke langt væk.
Jeg havde slet ikke forventet en sådan reaktion, men må nok bare erkende, at jeg har presset mig hårdt og måske lige hårdt nok i slut spurten til mit speciale.
Nu er der så gået en måned (i morgen helt præcis) og nu kan jeg slappe rigtig af, jeg nyder bare at være hjemme og nyder, at der ikke er nogle planer. Jeg gør selvfølgelig som altid og booker vores dage op med besøg små ture og ting der skal ordnes. Det er ikke altid familien kan følge med ;)
Ellers er denne sommer planlagt i Danmark, der skal besøges slotte, familie, parker, forlystelser og bare fiskes og grilles. OG JEG ELSKER DET!
Så du Danske sommer jeg ELSKER dig, og i år kan du ikke svigte mig.
Efter sommer skal jeg tumle med arbejdsløshed, jobsøgning, afslag og helt nye familierutiner med en datter, der skal starte i børnehave. Lige nu vil jeg bare nyde sommeren, min familie og vores gode dage sammen.
I morgen tager jeg og ungerne et smut med min mor til Voergaard slot til middelalder dage, mens min dejlige mand ordner ting til min lillebrors svendegilde på lørdag.
Klem og god sommer L.

Time to say goodbye

Så kom tiden hvor, vi endnu en gang måtte sige farvel til det gamle og goddag til det nye.
Denne gang var det et farvel til den dagpleje, vi har haft til begge vores børn, for nu skal vores lillepige i børnehave.
Det er sådan en tid, hvor man selvfølgelig kan argumentere, at tiden bare går og det kan ingen gøre noget ved. På den anden side, er det også som noget jeg engang hørte en film, at der er steder i livet, hvor det føles som alle døre står åbne til både fortid og fremtid.
Jeg har jo som før nævnt ikke noget arbejde, og det bevirker jo, at det ikke kun er lillepigens fremtid, som skal ændres, det er hele familien, der går mod nye tider og nye døre skal åbnes med nye udfordringer bag ved.
Det er svært lige nu at vide hvad fremtiden bringer. Vores nye børnehavebarn skal med storebror i børnehave, så hans rolle i børnehaven og i forhold til sin søster, vil også ændre sig.
Klem L.-mod nye hoisonter

Det er vores bryllupsdag idag

I anledningen af vores bryllupsdag vil jeg bringe teksten til sangen fra den udødelige og helt fantastiske sang:
Det' vores bryllupsdag i dag
Melodi: Pantelis Ginis - Tekst: Bo Bendixen
Det' vores bryllupsdag i dag, dar-dir-la-la-da-da
dem har vi haft nogle stykker af,
så fejrer vi med dans og sang,
den go' ide vi fik dengang.
Det var ikke netop den musik,
vi hørte da vi til præsten gik,og flere ting har ændret sig,
der' også ble' et lidt mer' af dig.
Men bli'r der mer' af dig bli'r der mer' til mig Didelidelidelidelej -dej -dej.
Kom dans en bryllupsdans med mig,
du' far'es lille lammesteg,og sikke du kan bevæge dig.
Der' noget jeg vil fortælle dig,
jeg si'r det ikke så tit til dig,
det falder lis som svært for mig,
men det kommer nu, det er på vej,
for lillemor jeg elsker dig,elsker dig - didelum-dej-dej,fordi jeg dig didelum-dej-dej.
Det' vores bryllupsdag i dag,dem skal vi ha' no'en flere af,
mange, mange flere af,mange, mange, mange, mange flere af.

Jamen det er da helt rammende, når man har været gift i 7 år ;)
Har i bryllupsgave fået renovering af vores gæstetoilet, eller det har jeg i hvert fald udnævnt denne renovering til at være. Det bedste er den lysekrone i total kitsch, som jeg har fået overtalt manden til at hænge op. Måske den i virkeligheden er den ægte gave ;)
For 7 år siden sad vi i svedende og dampende varme og holdt fest med alle vores venner og hele vores familie. Det var en dag for livet, men heldigvis holder kærligheden langt ud over denne dag.
Vil sige, at jeg er ret godt gift.
Så nu vil jeg sige noget til Anders; Jeg elsker dig, elsker dig didelum-dej-dej,fordi jeg dig didelum-dej-dej!
Tak for gaven, vil glæde mig til indvielsen
Klem L.

My eaky breaky heart

Uh det er en hård dag i dag, mit hjerte føles faktisk lidt bristet. Havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle blive en sådan mor, som ikke kan undvære sine børn. Men da jeg i går sendte min førstefødte og 6 år gamle søn på 6 dages FDF (som man jo ikke må kalde spejder uden at få slag) sommerlejr, ja så stoppede tiden næsten. I dag er jeg bare trist og depri, har lyst til at ligge i min seng og se lorte tv.
Jeg prøver at give min datter og nuværende enebarn dobbelt opmærksomhed, og har deraf leget med dukker, set samtlige elmo-film i verden (eller måske de samme to igen og igen) cyklet kvarteret rundt og kigget efter grønne ting (yndlingsfarven pt for min dejlige toårige trold). MEN lige så snart jeg jeg sidder stille ned, at savner jeg min blide søn, med det følsomme væsen.
Så alt i alt er jeg en selvmedlindende vrælende pivskid, der ikke kan sidde stille 5 min uden at savne, så det gør ondt.
Min søn plejer at sige, at han elsker mig helt op til himlen, helt ud i rummet og ind i rumvæsenets hjerte og tilbage igen, men lige nu synes det at være beskrivelsen på den længde, der er i mellem os.
På torsdag, på torsdag på torsdag.
Klem L.

If I could turn back time

Ja så gik tiden, og intet nyt blev skrevet.
Tilgengæld fik jeg bestået mit speciale og det med bravour, hvis jeg selv må sige det. Fik et dejligt 12 tal, som bare lydder så underligt i mine gamle 13-skal øre. 12 var engang mit lykketal, og i hvert fald var det et godt tal den 19/6 2008, hvor jeg blev færdig med mit speciale.
Jeg giver jer her mit oversentimentale og bu-hu flæbende forord til mit speciale:

Forord
I forhold til specialets titel vil jeg gerne knytte nogle bemærkninger. ”Hvad fanden er meningen?” hedder det, og jeg undskylder for bandeordet, men denne understregning handler om flere ting, som jeg her kort vil uddybe.
Det handler om den følelse som bredte sig, da regeringen vedtog loven om læreplaner gældende fra 2004. Loven var et tiltag fra regeringens side vedtaget for at skulle skabe opmærksomhed om og gøre op med den negative sociale arv, som vi i Danmark har rigtig svært ved at bryde. Til dette blev der udarbejdet en lov, som nedsatte seks temaer, som daginstitutionerne efterfølgende skulle beskrive, tematisere i hverdagens arbejde og slutteligt evaluere arbejdet omkring. Modtagelsen af læreplanerne var meget forskellige, alligevel synes der på BUPL[1]´ hjemmeside[2] at tegne sig et stort spørgsmål ”HVAD FANDEN ER MENINGEN med denne lov?” Er det meningen, at alt det pædagoger går og laver skal dokumenteres? Er det kontrol med pædagogernes arbejde? Hvad skal vi bruge det til? Der var mange spørgsmål og ikke mange andre svar end, at loven var vedtaget og sådan blev det. I mange institutioner fortsatte diskussionen, og arbejdet med læreplanerne var omfattende og udfordrende.
I 2007 indledte jeg et praksissamarbejde med en daginstitution, og til min store overraskelse synes der stadig at være problemer med læreplanernes bestemmelser. Læreplanerne er fint beskrevet, men der manglede en løbende opfølgninger samt dokumentation og evaluering af arbejdet. Således syntes det stadig svært at se meningen med læreplanerne.
Igennem specialet er det til stadighed kommet frem, hvor vigtigt det, er at der skal være mening med det, der laves. Derfor er mening blevet et centralt ord ikke kun i titlen på specialet men også for indholdet og mit eget arbejde med specialet.
Tak til Børnehuset[3] som har givet mig lov til at blive ved med at spøge i jeres institution, et samarbejde der udviklede sig fra et halvt til et helt år, og forhåbentligt kan gavne os begge langt ud i fremtiden.
Her skal der være en ode til Merete Wiberg, for intet mindre kan beskrive, hvor skøn en vejleder, hun er. Tak for opbakning, søde kommentarer, stærke holdninger. Mest at du har givet mig lov til at lave specialet på min måde og været katalysator for at optimere disse idéer. Det har været et stort privilegium at arbejde med dig.Specialet har fyldt i mit hoved i et år nu fra de indledende tanker til slut, og været til diskussion og plage for familie, venner, studiekammerater, og jeg har været heldig I har holdt ud. Her er disse tanker så endelig på skrift, det har været en fornøjelse og en udfordring at lave. Forhåbentlig er der mening med galskaben.
[1] Forbundet for pædagoger og klubfolk
[2] http://www.bupl.dk/web/internet.nsf/(debatkat)!readform&35
[3] Institutionen er anonymiseret

Nu er specialet så overstået, og det er jo stort. Fejrede det med et brag af en fest (selv om vi ikke er så mange) og endte hoppende i gaden (Jomfru Ane gade, for dem der ikke er lokaltkendte) og havde bællet alt for meget rødvin. Dansede med alle, der gad, og benyttede enhver lejlighed til at præsentere mig som Louise, Cand. Mag. i læring og forandringsprocesser. Et rus af en sejrsfest, hvor janteloven var sat til side.
Dagen derpå bød på de klammeste tømmermænd og et lidt andet syn på verden. Aftenen før kunne jeg gå på vandet, men denne dag, virkede det hele lidt tamt. Dunkende hovedpine, kvalme og med endnu en ny titel som var ved at gå op for mig, nemlig at jeg nu er arbejdsløs:(
Dertil kom der endnu en slags tømmermænd, den jeg vil kalde den offentlige. Det er den der total lammende hovedpine det kan give at åbne ens pc, og se hele den forrige aften på facebook. Pyyyhhhh det var ikke rart.
Så nu er jeg total håbløs og uden fremtid. Har ingen job og kunne grimme referencer på facebook....
Så nu ville jeg gerne skrue tiden lidt tilbage til da jeg var specialestuderende uden en blakket fortid på facebook.
Jeg skriver igen... for som arbejdsløs har jeg tid nok ;)
Klem L.