Uh det er en hård dag i dag, mit hjerte føles faktisk lidt bristet. Havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle blive en sådan mor, som ikke kan undvære sine børn. Men da jeg i går sendte min førstefødte og 6 år gamle søn på 6 dages FDF (som man jo ikke må kalde spejder uden at få slag) sommerlejr, ja så stoppede tiden næsten. I dag er jeg bare trist og depri, har lyst til at ligge i min seng og se lorte tv.
Jeg prøver at give min datter og nuværende enebarn dobbelt opmærksomhed, og har deraf leget med dukker, set samtlige elmo-film i verden (eller måske de samme to igen og igen) cyklet kvarteret rundt og kigget efter grønne ting (yndlingsfarven pt for min dejlige toårige trold). MEN lige så snart jeg jeg sidder stille ned, at savner jeg min blide søn, med det følsomme væsen.
Så alt i alt er jeg en selvmedlindende vrælende pivskid, der ikke kan sidde stille 5 min uden at savne, så det gør ondt.
Min søn plejer at sige, at han elsker mig helt op til himlen, helt ud i rummet og ind i rumvæsenets hjerte og tilbage igen, men lige nu synes det at være beskrivelsen på den længde, der er i mellem os.
På torsdag, på torsdag på torsdag.
Klem L.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar